Dialogen udspiller sig således en aften her i ugen:
Axel: Hvad er det, Sigurd vejer?
Mig: Måske cirka 21 kg, hvorfor?
Axel: Jeg mangler cirka 30 kg dødvægt til at lægge oven på gulvsliberen…
Mig: Vil du hænge vores søn oven på gulvsliberen, What is the point???
Sagen var, at vi (ret beset mest Axel) kom i mål med at lægge det herreflotte sildebensparket, hvilket jo betyder, at der kun er efterbehandling af 180 m2 parketgulv mellem os og vores opflytning. Det vil sige ganske få dage…
En smal sag, mente Axel, der er den fødte optimist og som jer, der følger med på FB måske har set, har han jo fået sig et dejligt nyt bekendtskab i form af gulvmanden Michael fra Vejle, der lidt tilfældigt kom forbi og instruerede ham i den ædle kunst at efterbehandle et gulv. Det er faktisk ikke helt så ligetil, som man måske tror, men selvfølgelig ikke umuligt for en rutineret gør det selv-type. Både Axel og Michael var enige om, at det jo ikke var ret meget, der skulle slibes væk …
Axel kørte således i byggemarkedet og fik lejet en gulvsliber og gik så ellers i gang. Jeg ved ikke helt, hvad den konstellation kan sammenlignes med – måske at lave pedicure på en elefant med en glasneglefil. I hvert fald var det en meget desillusioneret mand, der kom ned i kælderhyblen om aftenen efter mange timers vandren (i øvrigt på bare tæer for bedre at kunne mærke, om han overhovedet fik slebet noget) hen over gulvet med en slibemaskine, der ikke tilnærmelsesvis kunne klare jobbet.
Sjældent har jeg set Axel kaste håndklædet i ringen, og han måtte have fat i sin livline, Michael, som hurtigt kunne gennemskue problemet: En gulvsliber fra byggemarkedet havde nok alligevel ikke kræfter nok til grundslibningen (deraf tanken om at hænge vores søn på som ekstra vægt) og er mest til en let lille – hm – skal vi kalde det pedicure på et gulv, der lige skal friskes op.
Den rare Michael havde faktisk tid til at komme og lave i hvert fald den første vigtige grundslibning – og det sagde vi da pænt ja tak til. Da han først fik hevet sin prof-gulvsliber inden for dørene, gik det straks meget bedre og i en form for samarbejde fik ham og Axel lavet den første grove slibning og herefter spartlet gulvet (ja, det lyder mærkeligt, at det er nødvendigt, men der er små fine revner mellem stavene, som skal spartles, for at gulvet bliver helt jævnt) … fantastisk!
Nu venter så slibning med korn 80, korn 100, korn 120, oliering med polering, lak og lak (ja, det sidste er vel en slags top-coat, for nu at blive i pedicurens tegn), hurra for høreværn med taleradio og en meget tålmodig mand, der får vandret en længere hærvejsmarch…
Det er desværre ikke resten af husstandens lod at være lige så tålmodige, når man ved, at vi om få dage skal genforenes med vores bohave på lageret…børnene har roteret om sig selv denne weekend, fordi moren ikke helt kunne overskue at lufte dem – jeg er stadig i post-lungebetændelses-fasen og har ikke det helt store overskud, men vi har da fået spillet et par spil og bygget nogle bittesmå huler her i kælderhulen og talt lidt om, hvor dejligt det bliver, når vi flytter ovenpå.
