Tænk at man på så relativt kort tid bare kan vænne sig til et færdigt hus – og at man næsten glemmer, hvordan det var at leve i konstant byggerod, støv, travlhed og med tankerne på næste projekt. Nu er der ikke flere projekter – i hvert fald ikke af need to-slagsen – og det havde jeg faktisk ikke troet ville være muligt på nuværende tidspunkt. Det er ca. 2,5 år siden vi overtog huset,

//Sponseret// Endelig endelig – vi kan snart (som i inden for nogle få måneder) sætte flueben ud for nogle af de sidste store “need to”-projekter i huset. Heriblandt husets berømte visitkort, entreen.

Som nogle af jer måske kan huske, blev alting forsinket af, at vi ikke kunne komme ordentligt i gang med entreen, før den nye hoveddør var ankommet og monteret. Den var temmelig længe undervejs, og den skal vi nok skrive lidt mere om asap.

Hold nu magle, hvor vi bare elsker at bo i vores hus! En aften i den meget interimistiske sofa (som blot består af to enkelt-madrasser sat sammen med en masse store puder), en kop kaffe ved det store bord i køkkenet, mens vi kan høre børnene bygge lego og høre cd’er ovenpå – ja, sågår turene i vaskekælderen er fantastiske. Det er ikke overdrevet, når vi siger, at det var en af de bedste beslutninger i vores liv at kaste os ud i byggeprojektet her,

ADVARSEL: I dette indlæg kan forekomme billeder, der kan tage modet fra alle, som står for at skulle i gang med gør det selv-projekter …

Vi skylder jer vist lige en opdatering. Ombygning er – som I nok kan regne ud  – ikke længere vores hovedfokus. Og på alle mulige måder tak for det, selv om det jo også har sin charme! Axel har haft så travlt med at hjælpe andre med at tegne deres ombygninger,

Indlægget er sponseret.

Ja, læs bare videre…der er gode nyheder. Der har været stille her på bloggen i noget tid, og det er dels, fordi vi har leget, at sommerferien varede evigt, sådan i forhold til vores projekter, men det HAR faktisk heller ikke rigtig været muligt for os at komme videre med noget som helst, fordi vores vvs-mand sagt på godt jysk var ”ramt af succes” og ikke lige helt havde tid til os.

…håber at billederne nedenfor taler for sig selv! Jer, der selv har været eller er i gang, ved nok godt, at ugerne og månederne smuldrer mellem hænderne på selv den mest myreflittige handy-family. Og i sidste uge var det så præcis ét år siden, vi for alvor begyndte vores renovering. I starten gik det stærkt, og energien og euforien var høj, og så fulgte en lang periode, hvor tålmodighed, udholdenhed og stædighed fik hverdagen til at rotere på kælderens 30 m2.

Crazy som tiden flyver, når man er i godt selskab…eller bare har tjekket ind i verdens største byggeprojekt. Og på de her dejlige, men lidt sporadiske sommerdage, som vi nyder (på vores helt egen måde, mere om det længere nede) i øjeblikket,  var det lige, vi kom til at tale om, at det nu er lige lidt over et år siden, vi flyttede ind i huset, dvs. i den kælder, som jeg nu SLET ikke fatter,

Indlægget er sponseret.

Vi er færdige med køkkenet. Der er både emhætte, knivmagnet og (rigeligt) fyldt op i alle skuffer. Og vi er MEGA glade og tilfredse, grænsende til taknemmelige, som man jo er, når man gennem lang tid har boet med toilet-køkken i en minikælder. Måske vil nogen af jer gerne se det og høre om vores – måske lidt utraditionelle – valg af et et blåt linoleumskøkken?

Dialogen udspiller sig således en aften her i ugen:
Axel: Hvad er det, Sigurd vejer?
Mig: Måske cirka 21 kg, hvorfor?
Axel: Jeg mangler cirka 30 kg dødvægt til at lægge oven på gulvsliberen…
Mig: Vil du hænge vores søn oven på gulvsliberen, What is the point???

Sagen var, at vi (ret beset mest Axel) kom i mål med at lægge det herreflotte sildebensparket, hvilket jo betyder, at der kun er efterbehandling af 180 m2 parketgulv mellem os og vores opflytning.