CATEGORIES: Livet som tilbygger

//Sponseret// Endelig endelig – vi kan snart (som i inden for nogle få måneder) sætte flueben ud for nogle af de sidste store “need to”-projekter i huset. Heriblandt husets berømte visitkort, entreen.

Som nogle af jer måske kan huske, blev alting forsinket af, at vi ikke kunne komme ordentligt i gang med entreen, før den nye hoveddør var ankommet og monteret. Den var temmelig længe undervejs, og den skal vi nok skrive lidt mere om asap. Axel havde nemlig tænkt så langt, (og det hænger givetvis sammen med hans arkitektbaggrund) at det var supersmart, hvis hoveddøren rent faktisk også kan åbnes…og han turde derfor ikke sætte mureren i gang med gulvet, fordi det – helt ærligt – var LIGE til øllet med gulvets højde.

Pt. er status så, at selvsamme murer med lidt muskelhjælp fra Axel har lagt fire gulvfliser! Ja, det lyder jo ikke af meget, men det er nærmest hele entreen. Det har været svært at vælge – man kan jo købe sig fattig i fliser, og der findes bare så mange flotte med både mønstre og farver, som jo i dén grad understreger tidens hotteste boligtrend om bare at give den gas og max personlighed, hvis man kan opsummere det så enkelt.

IMG_2204

Vi er som boligindrettere nok lidt mere splittede og en anelse nervøst anlagte på dét område, hundebange for at fortryde noget, som faktisk ikke kan laves om, uden at der skal et virkelig stort menageri i gang. Og da vi jo samtidig ikke helt har kunnet slippe den drøm, der aldrig er blevet opfyldt i denne hus om et beton-møder-terrazzo-lookalike-i-lidt-råt-men-dog-ikke-for-voldsomt-gulv, har vi faktisk fundet nogle kæmpestore megaflotte grå fliser, som vi skal have i både entré og det store badeværelse på 1. sal.

Efter flere besøg i fliseforretninger og en del research på nettet poppede der (uha, hvor tilfældigt) en annonce op på FB fra Garant.nu, som så også sælger fliser – i hvert fald nogle af butikkerne. Vi drønede fluks til én af dem – Garant Amager – og Allan derude havde altså lige præcis de fliser, vi ikke vidste, at vi ønskede os. Et tilpas stort og et tilpas lille udvalg – det skaber nemlig også ind imellem ret meget forvirring at se på den slags, fordi der bare er 1000 varianter med ekstremt små farveforskelle.

Vi synes, de er klassiske og passer godt til den funkis-fortolkning, vi har gang i. Og fordi vi samtidig vælger en fuge i samme nuance, kommer det til at ligne ét helt gulv – eller det er i hvert fald planen:)

Fliserne er 120×120 cm og derfor en kende svære at håndtere for en enkelt mand – men med Axels hjælp ligger de fire i fuld størrelse nu på gulvet. Kanterne skal skæres til med en såkaldt vandskærer, og det er noget med, at det koster pr. snit, så den operation skal først klares, når badeværelset også kommer så langt.

I min optik er jo dermed vi så godt som færdige med entreen, haha. Men enhver ved jo, at der også liiiige skal males igen, sættes skabe op (efter en zen-agtig tur i Ikea, tænker jeg), og så er der jo også det lille hyggelige gør det selv-projekt i form af en siddebænk, som skal skjule de rørføringer, der kommer ovenfra. Alt i alt: Vi (Axel) ved godt, hvad tiden skal gå med indtil sommerferien …

IMG_0046