CATEGORIES: Livet som tilbygger

Tænk at man på så relativt kort tid bare kan vænne sig til et færdigt hus – og at man næsten glemmer, hvordan det var at leve i konstant byggerod, støv, travlhed og med tankerne på næste projekt. Nu er der ikke flere projekter – i hvert fald ikke af need to-slagsen – og det havde jeg faktisk ikke troet ville være muligt på nuværende tidspunkt. Det er ca. 2,5 år siden vi overtog huset, og i marts 2017 flyttede vi op fra kælderen i et lidt halvfærdigt hus – men dog beboeligt.

I løbet af efteråret blev badeværelset ovenpå stille og roligt færdigt. De af jer, der har fulgt med, vil vide, at vi har ventet til allersidst med det projekt, fordi vi havde et velfungerende, omend lidt småt, badeværelse i stueetagen – og lige skulle puste ud efter alt det andet. I mellemtiden har Axel så også fået ret travlt med sine professionelle byggeprojekter i stil med vores eget, og det satte selvfølgelig lige en dæmper på trangen til at bygge løs i fritiden.

Men nu er vi der sgu’ … og  I skal da ikke snydes for billeder af det færdige resultat, som vi nyder hver dag.

IMG_2371

De kolde facts: På gulvet ligger betonlignende fliser (model Mash Up af mærket Mirage i farven “block”) i kæmpestørrelse – de er 120×120 cm og med en fuge i samme nuance. Vi var vidt omkring for at finde noget i denne stil uden større held, indtil lykken var med os hos Garant Amager, som faktisk havde så mange pæne fliser, at det var svært at vælge.

Det kræver selvsagt to mand at håndtere fliserne, så murer Tim gik i krig med Axel lidt på sidelinjen til at gå til hånde. Under dem er der gulvvarme, og det er bare NICE. Vi er virkelig glade for dette valg, for de er ikke så glatte som poleret beton, og farven gør, at man slet ikke ser støvet, haha.

På væggen i brusenichen har vi valgt klassiske hvide slagterfliser med en mørkegrå fuge. Her kunne man med rette kritisere os for at gå den lidt for traditionelle vej, og ja – vi havde ikke lige nosserne til vælge nogle af tidens meget moderne og farvestrålende fliser. Badeværelser er bare så endegyldige…

IMG_2466

Jeg ville have ELSKET disse smukke turkisgrønne fliser i hele brusenichen – historien er, at vi fandt en lille kasse af dem til storskrald for nogle år siden – og eftersom de er originale fra 1956, var det umuligt at opdrive noget lignende. Men vi fik da lavet en lille hilsen til fortiden i form af denne “shampoo-hylde” – og det er i øvrigt en skøn detalje i brusenichen.

 

IMG_2375

Selve møblet er som meget andet her i huset et Ikea-hack. Dvs. korpus i tilpassede køkkenelementer (Axels lovestory med METOD-serien er never ending), bordpladen i “solid surface” og fronte i egetræ er begge fra Reform. Og ja, den opmærksomme læser vil bemærke, at vi har samme type fronte i en del af køkkenet – vi synes simpelthen, de er så smukke – og træet spiller ret flot mod det kølige beton.

Reforms badeværelsesløsning er egentlig lavet til at passe til Ikeas GODMORGON-serie, men vi ville gerne have møblet lidt mere svævende og lidt længere, så løsningen blev køkkenelementerne, som så blev tilpasset i stedet.

Det skønne ved Ikeas køkkenskuffer er, der virkelig er GOD plads – uha for en drøm af en badeværelses-skuffe med en bestik-opdeler til cremer.

IMG_2376

En anden skøn detalje er stikket i skuffen, som gør, at hårtørreren altid har sin faste plads bag lås og slå.

Vi mangler ikke ligefrem plads i badeværelset, som alt i alt er 8,5 m2. Fra begyndelsen har Axel tænkt noget smart: Vi vidste, at toilettet skulle være væghængt og for at få maksimal udnyttelse af pladsen og undgå en kasse i rummet til installationer, blev væggen fra starten lavet ekstra bred, så den også rummer et ret stort indbygget skab på både badeværelset og børneværelset på den anden side.

IMG_2373

Med badeværelset på 1. sal kommer nu også en af husets andre små Georg Gearløs-ting for alvor til sin ret. Jeg må indrømme, at jeg syntes, en vasketøjsskakt (se nedenfor) fra 1. sal til vaskerummet i kælderen var en unødvendig ting at bruge ressourcer på (og DET syntes tømrerne helt sikkert også :), men nu… wow, hvor er det bare smart, at det beskidte tøj lander direkte oven på vaskemaskinen i kælderen i et indbygget skab dernede.

IMG_2472