Det siger sig selv, at ikke hver dag i en kælder med to små børn er lige sjove, men jeg har surfet på en bølge af optur over at være flyttet og forventningens glæde over at skulle i gang, indtil jeg for første gang idag blev ramt af en form for kælder-blues. Silende regn = dinner inside med to trætte og sultne børn, der for 117. gang mosler og slås i vores seng, hvilket i bund og grund er lige meget, hvis ikke det var for alt det STØV! Ja, støv er allerede nu, inden håndværkerne er kommet, et issue for en støvallergiker som mig, der nyser, bare jeg kigger på en flyttekasse. Alene det at bo med de cremefarvede gulvtæpper er en udfordring, og jeg synes, jeg bruger meget tid på at få samlet bunkerne og herefter støvsuget, så godt som jeg nu kan komme rundt for stoleben, lego og kasser med tegnegrej og perler…

Men what do to? Ikke så meget, det er jo kun begyndelsen, kunne min rare mand fortælle, så jeg snupper bare antihistamin-modellen, og så må jeg indrømme, at det hjalp, da drengene snorkboblede, og jeg fandt trøst i den virkelig old school dessert eton mess – hvor jeg moste nogle dejlige bær med fuglereder (ja, den slags havde vi så lige i skabet) og blandede med riiiiigeligt flødeskum. Det hjalp sgu, selv om det faktisk også støvede lidt, da jeg knuste marengs’ne.

Ellers snakker vi rigtig meget om indretning – desværre ikke lige på pude- og sofastadiet endnu, men mere om trappe/kælder/døres placering og sådan noget, som godt kan blive noget abstrakt, når man ikke er uddannet fra Arkitektskolen. Vi går rundt i de tomme rum ovenpå  og forestiller os, hvordan ruminddelingen skal være og taler om, hvorvidt entreen skal være 60 cm længere på den ene led, og om dørene skal åbne den ene eller den anden vej. En af os er jo rimelig til at tegne, så jeg har da efterhånden fået helt styr på køkkenets indretning.

Det er nemlig en af de første konkrete beslutninger, jeg kan være med til at træffe. Heldigvis er vi ret enige om stilen, men vi taler meget om, hvad der afgør, om noget er klassisk eller kedeligt og om hvilke beslutninger, der er endegyldige, og derfor skal være virkelig langtidsholdbare (emhætte, fliser på væggen eller ej og selvfølgelig selve køkkenets indretning). Jeg vil gerne have nogle farver og noget personlighed, men bliver man træt af det efter kort tid? Og hvordan vælger man lige de rigtige farver? I det gamle hus havde vi et mørkt køkken, og efter sort kommer hvidt, men bare ikke lige i vores tilfælde. Der er meget lys i køkken-alrummet, og det kan sagtens bære nogle farver…ja, men hvilke? Godt det regner, så vi har god tid til at træffe den slags beslutninger.

 

PS: Idag røg det allersidste inventar via den blå avis – og jeg må bare gentage: Det er UTROLIGT, hvad man kan sælge. De gamle radiatorer og et virkelig stort indbygningsskab, der var pillet fra hinanden, blev hentet af glade folk med trailer, og vi vinker skam også glad farvel fra indkørslen:)