CATEGORIES: Livet som tilbygger

“Altså, jeg kan jo ikke LOVE, at væggen i stuen (stumpen) kan holde til den stålbjælke…”

“Altså jeg kan jo ikke LOVE, at der ikke kommer hul ned til kælderen …”

Axel havde masser af forbehold over for den operation, der skulle finde sted i dag, og som vist gav os begge lidt ondt i maven: 3,5 ton stålbjælker skulle kranes (et fedt udtryk, ik?) ned og ligge rundt oven på husets ydermure samt et par stykker på tværs gennem huset for at fordele vægten fra vores kommende overetage. Tager man en tur i rædselskabinettet, er det ikke svært at forestille sig, hvad der kan ske, det værste selvfølgelig at nogen får noget ekstremt i hovedet, men der kan jo også ske ret stor (=dyr) materiel skade, hvis nu f.eks. den lille vægstump, vi har tilbage i stuen, ikke kunne holde til bjælken. For slet ikke at tale om den usikkerhed, der handler om vejret. Presenningen skulle nemlig delvist af, og det hele skulle helst foregå i nogenlunde tørvejr.

Axel skulle på arbejde i Jylland og kunne ikke deltage i operationen, og jeg sad bare på kontoret og kiggede ud på de mange regnbyger, som DMI altså IKKE havde forudsagt… og fik lidt ondt i maven.

Da jeg cyklede hjem, så himlen sådan ud…

IMG_6879

Men da jeg kom hjem, var situationen totalt under kontrol. Det havde godt nok regnet i formiddags, men kranvognen med stålet var tilsvarende forsinket, så de var faktisk godt i gang med at få den sidste bjælke lagt på.

IMG_6886

En vigtig milepæl for byggeriet, som har krævet mange udregninger fra både bygningskonstruktør, ingeniør, tømrere og stålfolk – og som heldigvis gik uproblematisk. Ja, jeg ved da godt, at fagfolkene bakser med den slags småtteri-stål hver dag, men vi har altså aldrig haft besøg af en kran så længe før, og ungerne var da også meget imponerede over, at stålmanden styrede hele kranen fra …bæltet!

Den vigtige stål er udgangspunktet for, at tømrerne kan starte opbygningen af et nyt bjælkelag – 25 cm høje, 5 meter lange bjælker, der skal ligge med 30 cm mellemrum på tværs af hele hytten. Imorgen skal der så understryges (det handler om cement, ikke om tøj!), stålbjælkerne skal svejses sammen, og så skal de gamle træspær pilles af. Pyh ha, vejrudsigten er stadig vigtig de næste mange dage, men tømrerne har forsikret mig om, at bjælkerne altså ikke bare sådan lige kan falde ned, selv om de ikke er svejset, og selv om det blæser op.

IMG_6881

PS. Jo, der var kommet hul til kælderen ved trappeskakten, men tømrerne har lavet et såkaldt “falsk loft”, så der ikke kommer mere smulder end højst nødvendigt ned oven i morgengrøden.