CATEGORIES: Livet som tilbygger

Whiiii…håndværkerne  er rykket ind!! Så blev der lige trængsel på matriklen sådan en mandag morgen, da både stilladsfolk og vores to tømrere mødte op næsten samtidig. Men hvor var det dog dejligt at se dem og konstatere, at det var to friske mænd i deres bedste alder, som endda har deres egen kaffemaskine med. Ja, og så en madpakke af en anden verden, for noget skal der jo til, når man først skal bryde et loft ned og siden bygge et nyt ovenpå.

De eller andre fra deres firma skal jo være her temmelig længe og skal selvfølgelig have en skurvogn (med køleskab) og toilet, og det har vi så ikke lige fået bestilt, men den kommer forhåbentlig en af dagene. Indtil da holder de så deres pauser nede i kælderen ved os – ja, der er altid plads til én til, men på en måde også godt nok, at vores spisetider er ude af sync med håndværkerpauserne, for ellers ville der nok blive ret trangt omkring spisebordet…og nu tænker du måske – jamen I er jo alligevel ikke hjemme, mens de er der, men jo: jyske tømrere møder skam ind kl. 6.20 og lukker ved cirka 19-tiden, men så er de her da heller ikke fredag, vel!

Idag og de næste dage vil de koncentrere sig om at bryde ned, og den næste tid (uger) skal så gå med at bygge skallen på førstesalen op, så den kan lukkes med tagpap. I dag har de bl.a. skåret det udvendige “vindfang” ned (billedet nedenfor) – eller hvad den slags nu kaldes, og selv om jeg godt vidste, at der er en fin detalje med et flot fordørs-parti, tog det sig bare meget bedre ud uden tag over, og jeg er vældig glad for, at de brune mursten rundt om døren er noget af det, vi rent faktisk kan bevare.

IMG_6809

Jeg er også totalt vild med det runde vindue, som tidligere sad i gæstetoilettet, men som fremover kommer til at pryde entreen.

IMG_6810

Vi har selvfølgelig også lige været en gyngende tur oppe ad stilladstrappen til toppen af huset …vildt at tænke på, at det stort set bliver vores gulvhøjde på førstesalen, sikke en fin udsigt over en nydeligt kvarter (ja, det er ham i den røde trøje, jeg mener!)…

IMG_6815

I det hele taget har jeg været mest fortrøstningsfuld, når jeg betragter huset udefra – lige nu ser det kommende køkkenalrum nemlig SÅDAN ud…og jeg må da indrømme, at jeg har tænkt F…. hvad har vi gang i!! Det er, som om en fejebakke ikke helt rækker her…

IMG_6820