CATEGORIES: Livet som tilbygger

Crazy som tiden flyver, når man er i godt selskab…eller bare har tjekket ind i verdens største byggeprojekt. Og på de her dejlige, men lidt sporadiske sommerdage, som vi nyder (på vores helt egen måde, mere om det længere nede) i øjeblikket,  var det lige, vi kom til at tale om, at det nu er lige lidt over et år siden, vi flyttede ind i huset, dvs. i den kælder, som jeg nu SLET ikke fatter, at vi har boet 9 måneder i – jeg mener, når man er blevet vant til de store armbevægelser heroppe ovenpå, kan man jo knap komme ned ad kældertrappen med en vasketøjskurv, ik?

I en lang periode har der været stille på byggefronten. Vi har begrænset aktiviteterne til at planlægge de næste projekter (og helt ærligt også drømme lidt om, at de bare laver sig selv, mens vi holder ferie, selv om mange af jer nok er af den overbevisning, at vi NYDER vores byggerod), flytte ting fra ét kælderrum til et andet og selvfølgelig vedligeholde den konstante oprydning, der følger med et projekt som vores. Pt. har vi 6-7 irriterende flyttekasser, som stadig er uudpakkede – vi ved (måske) godt, hvad der er i dem, og de står i vores “kontor”, men vi har ikke rigtig haft noget sted at pakke tingene ud.

Det problem har jeg nok måske nok plaget Axel lige lovlig meget med, men der kom da langt om længe noget ud af strabadserne – selvfølgelig blev der både ideudviklet, regnet og skitseret på forhånd.

IMG_8429

Efter forhandlinger om udseende, højde og placering af skabe tog vi endnu en strabadserende tur til Ikea (det ER i sandhed blevet Axels speciale at lave Ikea-hacks), hvor kassepigen fik os til at grine lidt, da hun kiggede på vores vogn og sagde: Pyh, det er da noget af et projekt, I skal i gang med…

Det her er jo faktisk bare et lille hyggeprojekt, og måske var det mere strategisk end som så fra Axels side, at det så også lige faldt sammen med de første spændende bjergetaper i Tour de France.

IMG_8413

Selv om vi gerne vil skabe en selvfortælling om, at vi er relativt minimalitiske, har vi (helt uforståeligt) enormt meget l… blandt andet en række mystiske “bunker”, som ikke bare lige lader sig eliminere, men som skal opbevares et sted. Meget af det er kontor-relateret, og derfor var det nærliggende at kombinere skabe med et par kontorpladser. Dette fine lille arrangement, som nu er “under construction” til et lydtapet af en poetisk og patetisk Jørgen Leth befinder sig i vores gæsteværelse/kontor lige ved siden af køkken-alrummet. Og netop fordi alle gæster og vi selv skal igennem rummet for at komme på toilet, var det vigtigt for os at få lukket af for hylderne og få skabt en relativt enkel væg.

Axel er jo præcisionens mester, og der var ingen nervøsitet at spore overhovedet, selv om der kun er 1 cm rundt om hele skabsvæggen. Jamen, vi skal da udnytte pladsen, ik?

IMG_8410

Planen er, at der skal være en svævende egetræsbordplade og en hylde over, og med tiden håber vi, at det kan blive et hyggeligt arbejdsbord for drengene – tæt på resten af familien, men alligevel i et andet rum.

Desværre løb vi ind i en Ikea-classic – der var udsolgt af låger til de øverste skabe…så I får lige det halvfærdige, uopryddede resultat hjemme hos minimalisterne her:) To be continued … og stylet!

IMG_7577