CATEGORIES: Livet som tilbygger

Vi pakker flyttekasser på livet løs (pt. har jeg talt 56) og regner med at indtage kælderen i weekenden – sådan for good. Vi har fået kørt de fleste af de (få) møbler, vi skal bo med, ud i det nye hus – og forsøger at gøre det lidt hyggeligt, det skal jo trods alt være vores hjem det næste halve år eller mere. Børnene tror, at alt deres legetøj er kommet med, men øh, der bliver nok stor gensynsglæde, når vi finder det frem fra lageret senere på året, skal vi ikke bare sige det sådan…

IMG_5378

Håndværkerne starter forhåbentlig nedrivningen af vægge i stueetagen, tag, lofter og gulve ganske snart, men vi har da hjulpet dem et stykke på vej, synes vi selv. Først var det udestuen, der blev solgt gennem den blå avis – ja, hvor heldigt er det lige, at nogen havde nøjagtig samme størrelse terrasse som os – og siden satte vi køkkenet til salg, da vi jo skal lave totalt om på rumfordelingen og i øvrigt ikke lige syntes, at 90’er-køkkenet (inklusive leopardgulvtæppe) var os.

FullSizeRender 2

Det var utrolig velholdt, sågar ny-olieret, ja jeg har faktisk overvejet, om det søde midaldrende par kun har spist takeaway, men jeg tror nærmere, at de var utrolig gode til at gøre rent og holde pænt. Jeg sagde til Axel, at ingen da gad at købe sådan et køkken og oven i købet selv pille det ned – men jo! Det står nu hos et par på Vestsjælland, og det er såmænd ikke så meget pengene, der er gode for os, men mere at de rent faktisk brugte en halv dag på at pille det ned, altså tid, som VI skulle have brugt på det samme. Og oven i hatten stod de lige og manglede nogle fyrretræsdøre, dørkarme og sågar et nydeligt, yderst rent toilet, så det købte de også – og pillede nænsomt ned, win win og hurra for genbrugstanken, we love it!

Således står vi nu tilbage med rimelig rå rum, og det er da til at forholde sig til. Så kan man jo bruge tiden til at spekulere over andre ting, f.eks. hvor vi fremover skal “gøre af” vores ældste søn på 6 år om morgenen. Han er familiens ultimative early bird, der jævnligt står op klokken 5-5.30 og plejer at blive sendt ned i stuen til legetøj og bøger, så han ikke vækker sin lillebror (og os), der er noget af en syvsover. Måske kan vi sende ham ud i haven og luge, og der er vist også noget græs, der skal slås …

FullSizeRender

PS: Hvis nogen lige står og mangler sådan et lækkert indbygningsskab, så sig til…men I skal jo nok være hurtige at dømme efter vores tidligere succes på dba:)