CATEGORIES: Livet som tilbygger

…håber at billederne nedenfor taler for sig selv! Jer, der selv har været eller er i gang, ved nok godt, at ugerne og månederne smuldrer mellem hænderne på selv den mest myreflittige handy-family. Og i sidste uge var det så præcis ét år siden, vi for alvor begyndte vores renovering. I starten gik det stærkt, og energien og euforien var høj, og så fulgte en lang periode, hvor tålmodighed, udholdenhed og stædighed fik hverdagen til at rotere på kælderens 30 m2.

I marts flyttede vi ovenpå, og månederne efter er gået med at komme på plads, få køkken og garderobeskabe op,  pakke ud og skøjte på strømpesokker hen over nylagt sildebensparket. Hver weekend kommer vi et lille skridt videre: Billeder bliver hængt op, et skab bliver ryddet op eller en reol flyttet. Hvis vi er ekstra heldige, sætter Axel en fodliste op og får hep tilbage.

“Men hvornår er I så HELT færdige?” er nok dét spørgsmål, vi oftest har fået gennem det seneste år – og svaret er – nu som i starten – det ved vi ikke! “Men hvor meget mangler I da?” er så det spørgsmål, vi næstoftest får … og svaret på dét er, at det afhænger af øjnene, der ser – og hvordan man definerer “færdig”. Nogen gange handler det bare om at vende kameraet (eller fokus) den rigtige vej. Believe me, man kan lære det…

I anledning af renoverings-jubilæet får I lige et par før og efter-billeder. Vi har fået lov at bruge den tidligere ejers salgs-billeder og viser her vores ombygning i nogenlunde samme vinkel (dog uden den vid-vinkel, DEN slags fotografer ynder at bruge) på en almindelig let-opryddet hverdag, men uden den boligreportage-styling, der kan forvandle en skurvogn til et insta-motiv.

————————-

FØR: Dagligstue med udgang til udestue ( i øvrigt samme retning, som I ser på billedet helt i toppen med “jydebuen”)
NU: Køkken-alrum med trappe op og udgang til terrasse

Alrum

 

FØR: Kæmpe fordelingsentré med indgang til lille toilet, spisestue og køkken (t.v).
NU: Toilettet inddraget til større, men meget ufærdig entré og spisestuen med hjørnevindue er blevet vores køkken.

Entre

 

FØR: Spisestue med hjørnevindue
NU: Stort U-køkken med hjørnevindue – alle vinduer er skiftet.

Køkken

 

FØR: Køkken med spiseplads
NU: Ufærdig tv-stue – et vindue er sløjfet, og vi har istedet etableret ovenlysvindue.

Stue

 

FØR: Udestue med udgang og trappe ned til begge sider.
EFTER: Ufærdig terrasse med udhæng og det oprindelige flisegulv bevaret indtil videre. Den ene nedgang er sløjfet.

terrasse

 

FØR: Ik noget, da det er på førstesalen.

NU: Et mærkeligt værksted (døren plejer ikke at stå åben)

FREMTIDEN: Et lækkert bad – når man renoverer, keder man sig ALDRIG …

IMG_8935