CATEGORIES: Livet som tilbygger

Campingsæsonen er i skudt gang, og det har vi tilsluttet os! Eller rettere, vi følte os nødsaget til at finde en løsning, efter vi to gange sad brødflove og klar i haven til Axels imponerende måltid fra sit nye mandedomæne, gasgrillen, hvorefter himlen åbnede sig. Vi fik i den grad fut i klipklapperne tilbage mod kælderen med hynder under armen, tallerkner og halvvåd mad…og to lettere forvirrede unger, som jo egentlig bare synes, at regnvejr er en fest.

Nu har vi lånt en havepavillon med sider, og jeg skal da lige love for, at den har gjort sig fortjent til titlen som kælderens bedste ven – talrige er de gange, vi i dag igen har måttet flygte ind og ud (denne gang ind i pavillonen) med hynder, puder og cykeltrailer for så minuttet efter at smide fleecetrøjerne og finde solbrillerne frem. Denne variant af dansk julivejr har I sikkert også nydt godt af i dag.

Nå, men vi føler os heldigvis endelig RIGTIG installeret her i kahytten. Alting  har fået SIN plads ..

IMG_5518.

…og jeg synes stadig, det er så overdrevet hyggeligt at bo her. Måske er det de tykke hvide gulvtæpper i værelserne (som stadig er rene og pæne) og det lille bitte køkken – og måske følelsen af at vi ikke rigtig (den næste måned i hvert fald) skal bruge tid på andet end at være sammen. Vi har allerede spillet spil, som vi aldrig nåede at få frem i det gamle hus, fordi der altid var så meget andet…og det skulle gerne være hele pointen –  at når først huset står færdigt her, kræver det et minimum af vedligeholdelse og giver dermed mere familietid.

Der har været lidt forespørgsler på, hvordan vi så egentlig har indrettet os på de få kvadratmeter, og det vil jeg da gerne vise her. Stuen/soveværelset minder meget om et teenageværelse eller studenterhybel, og måske skulle vi gå på jagt efter en Tom Cruise-plakat eller noget …

IMG_5525

Og i modsatte ende har vi faktisk fået presset en stor del af vores tøj ind i Ikea-reolen med de megasmarte kasser (sorte til arkitekten) – den her reol kan rumme hele vores liv, føler jeg. Ja, spisebordet levner desværre ikke så meget plads til uventede gæster, men med den oprydningsdisciplin vi indtil nu har lagt for dagen, fungerer det fint til både perleplade-fremstilling og hjemmekontor (bemærk printer ovenpå reolen) og selvfølgelig de måltider, vi synes er for kolde og fugtige at indtage udenfor…

IMG_5531

Og apropos måltider, det er bare så hyggeligt at stå i det mikroskopiske køkken og skære grøntsager på en træplade, der ligger oven på en (ganske vist defekt) opvaskemaskine, mens ens bedre halvdel tager opvasken i toiletkøkkenet

IMG_5538

…og ja, I kan nok godt regne ud, hvem der fik bugseret 70 flyttekasser og et læs møbler ind i et lagerrum på 12 m3…

IMG_6461